IntroduktionDebatMyterOversættelseArkivetUndervisningForskningevolution.dk

Darwin sagde, at vi nedstammer fra aberne

Faktisk talte Darwin slet ikke om menneskets afstamning i Om Arternes Oprindelse. Men der var mange i samtiden, der på baggrund af hans ideer spekulerede over, hvordan mennesket passede ind i den historie. Først mere end ti år efter Om Arternes Oprindelse udgav han bogen Om Menneskets Afstamning (eller på engelsk Descent of Man). I samtiden troede mange, at teorien for menneskets vedkommende indebar, at vi stammede i lige linie fra de store nulevende aber, altså at mennesket var den umiddelbare efterkommer af chimpanser, gorillaer og orangutanger. Stadig i dag, 150 år efter udgivelsen af Om Arternes Oprindelse, støder man på den misforståelse.

Darwin skrev aldrig, at vi nedstammer fra aberne. I stedet talte han om fælles afstamning og brugte billedet Livets træ til at forklare det. I sidste instans har alt levende det samme udgangspunkt–den mest simple levende organisme, man kan forestille sig. Herfra forgrener jordens liv sig i et væld af grupper, arter og eksemplarer. På Livets træ sidder mennesket ikke bare længere ude på samme gren, som aberne. Hver art har sin egen gren. Når man går længere tilbage i tid, kan man se, hvordan nogle af de grene har samme udgangspunkt. Mennesket og chimpansen ”forgrenede” sig for ca. 4,1 millioner år siden. To millioner år før udviklede gorillaerne sig i en anden retning, og vi skal hele 18 millioner år tilbage for at se, hvornår orangutangerne og menneskegrenen blev opsplittet i to forskellige arter.

På Darwins tid blev Orangutangerne ofte fremstillet som vores meget nære slægtninge, blandt andet i zoologiske haver. Det er rigtigt, at vi er i familie med aberne – som vi er i familie med alt liv på jorden. De er oven i købet vores nærmeste slægtninge. Men vi er ikke en videreudvikling af de ”menneskeaber” eller primater, vi kender i dag.

Redaktionen

Dyb viden

En række artikler om Ardipithecus ramidus i det velanskrevne tidskrift Science fik i 2009 uventet abe-diskussionen til at blusse op igen. Her kan du læse mere om chimpanseproblemet.