Darwin er et firben
Den årlige Science Festival er altid en begivenhed i Cambridge. Overalt i byen myldrer det med spændende videnskabelige arrangementer for børn og voksne. Vi er mange, der deltager i alle mulige forskellige sammenhænge. I 2009 var jeg ude at fortælle om Darwin og evolution for de 8-11årige på en af de lokale skoler.
Jeg har aldrig nogensinde haft så livligt og aktivt publikum. Alle mine overvejelser om hvordan jeg kunne få eleverne aktiveret og overtalt til at deltage, blev hurtigt gjort til skamme. Der var hænder oppe konstant og overalt. I stedet for at vise dem en masse billeder af Darwin, dyr og planter, bad jeg dem om at tegne Darwin. De skulle bare lytte til, hvad jeg fortalte og så lade det inspirere dem. Der var fuldstændig frit spil. De var ellevilde.
Darwin som standardvidenskabsmand
Resultatet var langt fra standardbilledet af den ærværdige ældre herre med hat, kappe og stort hvidt skæg. Det eneste fællestræk ved tegningerne var Darwins skæg, for det meste sort og kort—og hans briller. Det sidste er lidt af en overraskelse. Darwin havde ikke briller. Men det passer godt med alle undersøgelser af børns forestillinger af videnskabsfolk: de fleste er mænd, de har briller, er halvskaldede og bærer oftest kittel.
Den hvide kittel var slet ikke opfundet på Darwins tid. Ikke desto mindre var der flere ”kittel Darwin’er” blandt tegningerne. Der var også en enkelt Darwin med gown—den særlige sorte kappe, vi bærer ved middage og officielle arrangementer på Cambridge-kollegierne. Børnenes tegninger reflekterer tydeligvis forældrenes arbejde, og at der er rigtig mange akademikerbørn i Cambridgeskolerne.
Og så masser af Darwin'er
Blandt tegningerne var der også ”abe Darwin”, ”gale Darwin”, ”cowboy Darwin”, ”skrumpelever Darwin” (han så ikke sund ud), ”rumvæsen Darwin” og den fantastiske ”firben Darwin”.
Da jeg spurgte drengen, hvorfor han havde tegnet Darwin som firben, kom han med en rigtig fin forklaring. Jeg havde jo netop fortalt, at vi ved at studere livets udvikling har opdaget, at alt liv i sidste ende udgør en stor familie. Vi er derfor i familie med aberne. Men i sidste ende er også katte, kolibrier, kulmuler, kålorme, klatreplanter og kantareller en del af familien, om end både længere ude og meget længere tilbage i tid. Den besked havde han fanget. Hvis vi er i familie med alt levende, er vi naturligvis også i familie med firben. Som det mest naturlige tegnede han derfor ”firben Darwin”—med skæg naturligvis.
Kan vi ikke være ligeglade?
Hvorfor skal vi nu tage den slags alvorligt? Hvorfor skal vi i det hele taget bekymre os om så unge børns opfattelse af videnskab? I forbindelse med Darwinåret i 2009 blev det diskuteret indgående. De første brikker til børns verdenssyn og dermed opfattelse af videnskab og videnskabelig viden lægges i denne aldersgruppe.
Men de fleste af de brikker, vi forsyner børnene med, der fremstiller et sammenhængende billede af, hvordan man skaber mening i tilværelsen, stammer fra religiøse forestillinger. Vi giver dem mytologiske og religiøse verdensforståelser, før vi giver dem videnskabelige. Det betyder, at de senere hen får oplevelsen af, at den videnskabelige forståelse af en meningsfuld verden er en konkurrent til den allerede etablerede religiøse orden. Og det er uheldigt.
Vi skal ikke vente
Der er ingen grund til at vente. Børn på 8 år kan sagtens forstå evolution og nogle af de grundlæggende mekanismer. Fossiler er spændende. Planter og dyr vildt fascinerende. Børnene kan sagtens relatere til en person som Darwin. Og de kan godt forstå, at vi i dag ved meget mere om naturen, end Darwin gjorde. Men det vigtigste er, at der næsten ingenting skal til, for at fange og begejstre dem.
Alle børnene på Newnham Croft Primary School forstår, at for videnskaben er en naturlig forklaring nok. De forstår også, at uanset hvor i verden man kommer fra, uanset hvordan man ser ud, hvilken kultur man har, hvilket sprog man taler, og hvilken religion man har, hvis man overhovedet har nogen, så er videnskabens resultater de samme. Videnskabens sprog er det, der forener os. Videnskabens resultater er det, der binder os sammen i en fælles forståelse af naturen.
Børnene på skolen kommer fra hele verden og taler med alle mulige forskellige, charmerende accenter. Ud af vores diskussion af evolution og Darwintegningerne kommer børnenes konklusion, at videnskaben er et fælles projekt: vi skal bruge vores viden til at hjælpe, hvor der er brug for hjælp. Det er en vigtig konklusion. Den kan børnene relatere til på tværs af verdens forskelligheder. Den kan starte mange steder. Også ved, i et stort grin, at tegne Darwin som firben.
Peter C. Kjærgaard
