IntroduktionDebatMyterOversættelseArkivetUndervisningForskningevolution.dk

Evolution for børn og andre dyr

Det er svært at gøre evolution let forståelig. Alt for mange tror, at de ved, hvad de taler om. Det gør de sjældent. Det kan man tydeligt se på de mange myter og misforståelser, det myldrer med om både Charles Darwin og evolutionsteorien. Faktum er, at al moderne videnskab er vanskelig at forstå uden en meget omfattende specialviden. Det gælder også evolutionsteorien.

Evolutionsteorien er svær at forstå
Hvis man vil forstå evolution i dag, er det nødvendigt med et grundlæggende kendskab til moderne genetik, geologi, palæontologi, fysiologi, klimaforhold, osv. Darwins oprindelige teori bliver også ofte opfattet som let at forstå. Principperne er simple, og de passer med både observationer og eksperimenter. Det gjorde de for 150 år siden, og det gør de i dag. Det er blandt andet derfor, at Darwins teori er en god videnskabelig teori. Men også dengang krævede det specialiseret videnskabelig viden at dokumentere, demonstrere og argumentere for slægtskabsforhold, datering, sammenhænge, distribution, uddøen, overlevelse og, ja, evolution.

Det kan være svært nok at forstå Darwin og hans samtidige. Gennem de sidste 150 år er videnskaben ikke blevet lettere tilgængelig. Som enhver anden videnskabelig teori har evolutionsteorien naturligvis også udviklet sig. For os som forældre betyder det, at vi står overfor en kæmpe udfordring. Hvordan forklarer vi evolution for vores børn?

Det er der heldigvis nogen der kan
Det kan Robert Winston. Han er et af de bedst kendte videnskabelige ansigter i Storbritannien og har lige udgivet billedbogen Evolution Revolution: From Darwin to DNA. Her går det over stok og sten. Fuld af humør, sjove historier, flotte billeder, dyb viden og et sprudlende overskud får vi en næsten 100 siders lang underholdende og lærerig rutsjebanetur gennem evolutionsteorien. Her er (næsten) det hele.

Lord Winston er en bedre videnskabsformidler, end han er historiker. Men det er helt i orden til emnet. Evolution bliver vedkommende, nærværende, vigtig og forståelig. Det er en fantastisk bedrift—og man kunne ikke finde en bedre person ved roret. Winston har aldrig været bange for at formidle sin store videnskabelige viden og sige sin mening om kontroversielle emner som f.eks. kunstig befrugtning. Det er han heller ikke, når det drejer sig om evolution. Jeg mødte ham til en Science Soirée på Royal Society of London. Skarp, vittig og vidende talte han mere overbevisende end nogen andre, jeg har mødt om alvoren af, at vi som forskere åbner den videnskabelige verdens døre på vid gab. Forskning drives af begejstring. Den skal børnene have lov til at mærke.

Fantastisk bog om Darwin på dansk
Når man så har fået styr på evolutionen og gerne vil vide mere om Darwin, hvad gør man så? Her er danske læsere heldige. Med Livets træ har børnebogsforfatteren og illustratoren Peter Sís lavet en perle af en bog. Den er så fortryllende og godt fortalt gennem tekst og billeder, der nærmest fremstår som en Darwinmosaik, eller måske rettere en opdagelsesrejse i sig selv, at man er draget ind allerede fra forsiden.

Det er forbløffende nok stadig den bedste bog om Darwin, der findes på dansk. Her er mange, spændende timer i godt selskab, hvor alle lærer noget—både børn, forældre, bedsteforældre, onkler, tanter, pædagoger, venner og andre dyr, der sidder på vores gren i livets træ.

Historiske dokumenter
Hvis man så har fået blod på tanden, eller måske rettere støv på hjernen og ikke lige har adgang til arkiverne på Cambridge University Library, så kan man muntre sig med at udforske John van Wyhes Charles Darwin: The Man and his Theories of Evolution. Den er næsten mere et skattekammer end en bog. Fuld af meget flotte og spændende reproduktioner af en række centrale Darwindokumenter byder den på en helt særlig og personlig arkivrejse i Darwin liv og tanker. Faktisk er kopierne så flot lavede, at de er umulige ikke at blive opslugt af—selv for en, der i de rigtige arkiver har siddet med nogle af de originale dokumenter.

Her er små dagbogsnotater, manuskriptsider og endda en invitation til Darwins begravelse. Man kan også folde det legendariske, krøllede ark ud, hvor Darwin opregnede fordele og ulemper ved at gifte sig. Det var tydeligvis ikke en nem beslutning og sjovt at se, hvordan Darwin i alle livets forhold gik videnskabeligt og metodisk til værks. Han endte dog med at beslutte sig for at fri til kusinen, Emma. En kone var trods alt bedre end en hund, var konklusionen.

Peter C. Kjærgaard

[oprindelige udgivelsesdata]