IntroduktionDebatMyterOversættelseArkivetUndervisningForskningevolution.dk

Down House

Down House. Foto: © Peter C. Kjærgaard

I Down House levede og arbejde Darwin resten af sit liv. I 1844 udvidede og renskrev han sit manuskript fra 1842 om arternes udvikling. Det fyldte nu 270 sider. Men Darwin offentliggjorde stadig ikke teorien. Han var dog udmærket klar over, hvilken omvæltende effekt hans tanker ville have på hele den videnskabelige verdens syn på naturen. Samme år udkom bogen Levn fra skabelsens naturhistorie, der skabte stor debat. Forfatteren var anonym og bogen en populariseret samling af videnskabelige kendsgerninger og fantasier. Det overordnede udviklingsperspektiv lå meget tæt på Darwins private og veldokumenterede ideer, men manglede fuldstændig den nødvendige og solide underbygning, der var påkrævet for at blive taget alvorligt af tidens videnskabsfolk. Der er ingen tvivl om, at bogens popularitet og massive videnskabelige kritik var med til at afholde Darwin fra at offentliggøre sine ideer. Han fik dog arrangeret, at hans eget evolutionsmanuskript skulle offentliggøres, hvis han skulle dø, førend han kunne færdiggøre det store flerbindsværk, han nu regnede med at skrive om arternes udvikling.

Det fik han aldrig skrevet. Darwin var imidlertid meget produktiv.  Han arbejdede så meget han kunne med et helbred, der siden rejsen med HMS Beagle var blevet dårligere og dårligere. Gennem en periode på otte år studerede han nulevende såvel som fossile rankefødder—bedre kendt som rur—og skrev det definitive værk om deres natur i fire bind. Naturopfattelsen, der lå til grund for dette arbejde var dybt præget af biologisk udvikling, men blev aldrig udtrykt direkte. Darwin indsamlede stadig materiale og dokumentation for at understøtte sin teori. Men han var blevet mere sikker i sin sag og inddrog nu flere og flere kolleger og gode venner i sine tanker. Alt liv havde udviklet sig fra et simpelt udgangspunkt og var gennem naturlig selektion blevet til den utrolige variation i planter og dyr, som Darwin havde oplevet omkring sig på sin rejse om jorden.

Peter C. Kjærgaard