Alle forbinder den moderne evolutionsteori med Charles Darwin og hans bog Om Arternes Oprindelse, der udkom i 1859. Men i virkeligheden blev teorien offentliggjort året før til et møde i Linnean Society i London—uden at Darwin var forberedt på det. Der var en anden, der havde fået samme ide. Den unge naturhistoriker Alfred Russel Wallace kom uforvarende den nu berømte Darwin i forkøbet. Det fik Darwin til at opgive planerne om sit store flerbindsværk om arterne og i stedet fokusere på at få offentliggjort sine tanker, så han ville få æren for at have været den første med teorien. Men det skulle gå ordentlig til, og Wallace måtte ikke glemmes.
Skrevet af Peter C. Kjærgaard