Hvor meget mere kan vi holde til at høre om klimaforandringer? Kan vi ikke snart få nogle andre historier? Hvad kommer det egentlig os ved? Og hvad kan jeg som enkeltperson overhovedet stille op alligevel?

Globalt medansvar
Vi står i det 21. århundrede overfor nogle kæmpe udfordringer. Den vigtigste er at sikre en positiv klimapåvirkning. Det kræver øjeblikkelig og radikal handling i en grad, der er næsten umulig at forstå og forholde sig til. Og der er ikke noget at gøre. Vi er nødt til det.

Vi har et medansvar her, der rækker langt udover vores børn, børnebørn og oldebørn. I modsætning til alle andre arter på jorden kan vi gøre noget ved vores CO2-udslip. Vi kan forstå problemet, som vi selv har været med til at skabe, og vi kan handle i forhold til det. Det kan resten af jordens dyre- og planteliv ikke. Vi kan ødelægge ikke bare vores verden, men alles verden. Men vi kan også redde den—eller i hvert fald gøre alt hvad der står i vores magt for at sikre livsbetingelserne for vores egen og alle andre arter på jorden.

Problemet er, at det med klimaforandringer er så stort og så abstrakt, at det er næsten umuligt at forholde sig til.

Vi bliver hele tiden flere og flere
Der er nu næsten 6,8 milliarder mennesker på jorden. CO2-udslippet fra alle vores aktiviteter er voksende og kender ingen grænser. Vi ved alle, at vi i den vestlige verden er skyld i klimaforandringer, man allerede mærker konsekvenserne af i nogle af verdens fattigste lande. Det kommer ikke til os først. Og det gør det bare endnu vanskeligere at forholde sig til.

Men det er ikke kun, fordi klimaforandringerne stadig virker så langt væk og derfor så abstrakte. Det er også fordi, det psykologisk set er næsten umuligt at overbevise sig selv om, hvad ens egen individuelle indsats nytter. Hvad jeg kan gøre—og hvorfor jeg overhovedet skal gøre noget—når der er 6.795.896.294 andre mennesker i verden? Så mange var der i hvert fald, da jeg begyndte at skrive. Allerede nu er der mange tusinde flere. Befolkningstilvæksten stiger nemlig hele tiden.

I det kæmpestore, uoverskuelige globale puslespil med milliarder af mennesker er det helt naturligt at spørge: hvilken forskel gør jeg? Hvilken forskel gør du?

En demokratisk udfordring
En af de helt store udfordringer, vi står overfor i forbindelse med klimaforandringerne er, at gøre dem vedkommende og konkrete. Det gælder for os alle sammen. Her er der to vigtige spørgsmål. For det første: hvordan påvirker det mig? Og for det andet: hvad nytter det, hvad jeg gør?

Det minder lidt om den demokratiske situation: hvorfor skal jeg deltage, for hvad nytter min stemme? Det er slemt nok for demokratiet i valgsituationer. Men i forhold til klimaet er der ikke råd til sofavælgere. Vi er nødt til at deltage og nødt til at tage ansvar. Men det er næsten umuligt at tage det kæmpemæssige mentale spring fra 6.795.896.295 mennesker til et enkelt. Ikke desto mindre er vi nødt til at gøre det.

At formidle det er en kæmpe opgave. Vi er nødt til at løfte den på kvalificeret grundlag. Det kræver forskning i klimaforståelse og -kommunikation. Ellers kommer vi til at handle i blinde. Og det har hverken vi, klimaet eller de millioner andre arters eksistensgrundlag, der er på spil, råd til.

En lykkelig slutning?
D. 24. november er det 150 år siden Charles Darwins berømte bog Om Arternes Oprindelse udkom og gav os et videnskabeligt grundlag for at forstå mylderet af liv på jorden. Siden da har vi i evolutionsforskningen slået fast, at klimaforandringer gennem jordens historie uvilkårligt har ført til arters uddøen. Det har også ført til nye arters fremkomst. 

Vores egen arts historie er et resultat af klimaforandringer. Vi kom til på grund af klimaforandringer. Og i et større evolutionshistorisk perspektiv vil der ikke være noget usædvanligt ved Homo sapiens’ uddøen. Men i forhold til tidligere og til andre arter, har vi denne gang et valg.

I november 2009 kørte der en kampagne i britisk tv om, hvad vi selv kan gøre, og hvorfor det er nødvendigt. Vi møder en far, der læser godnathistorie for sin datter. Den handler om vores jords historie, og hvad der er ved at ske. Da han klapper bogen sammen spørger datteren: ”Jamen far, er der ikke en lykkelig slutning?” Det er op til os selv. Vi er nødt til at lære det svære spring fra 6.795.896.295 til 1.

Nu er tallet i øvrigt 6.795.928.343.

Peter C. Kjærgaard 

[oprindelige udgivelsesdata]