I 2009 var der fyldt med Darwin- og evolutionsprogrammer på alverdens tv-kanaler. Nogle af de bedste blev lavet af britiske BBC.

Lad det være sagt med det samme: Der er få, der laver tv som BBC. Og der er ingen, der laver naturprogrammer som BBC. Allerede fra begyndelsen af januar myldrede det med udsendelser i både fjernsyn og radio. Faktisk var der så meget, at selv den mest sultne Darwinentusiast kunne blive mæt. Men der var stor forskel på programmerne, og ikke alt var lige godt.

Den store Attenborough
Man kan ikke tage fejl af David Attenborough. I mere end 50 år har han nu været naturens stemme på BBC og for os alle i hele verden. Vi kender tonen, udtalen, accenten, vejrtrækningen—og det er simpelthen umuligt ikke at elske ham. Naturligvis skulle han have et program for sig selv. Og her er de så, Attenborough og Darwin. Englands to store naturfortællere, sammen, i en intens time, der går lynhurtigt.

Attenborough er vidende, oprigtig og som ingen andre i stand til at dele sin begejstring. Uanset hvor meget eller hvor lidt man ved om Darwin, er man fuldstændig tryllebundet af hans fascinerende og meget personlige vandretur i Darwins verden. Man føler sig lidt beæret og meget privilegeret over, at Sir David, nu 82 år, stadig har tid til os ude i stuerne. Ikke et minut er spildt. Det er stort, vedkommende og noget, man simpelthen ikke må gå glip af. Men overraskende nok, er han ikke den bedste.

Den glade bonde
Darwinsæsonens helt store overraskelse er Jimmy Dohertys serie på tre programmer Darwin’s Garden. Doherty er grisefarmer. Men man skal ikke lade sig snyde. Han bruger sin kærlighed til naturen—og sin omfattende videnskabelige viden med en ph.d.-grad i entomologi, insektlære—helt suverænt.

Ideen er at gå Darwin i bedene—bogstaveligt talt. Her er endelig en, der tager Darwins mange års omhyggelige eksperimentelle arbejde alvorligt. Med udgangspunkt i Down House, hjemmet hvor Darwin boede det meste af sit liv og skrev Om Arternes Oprindelse, inviterer Doherty seerne til en sjældent indlevende og helt igennem forrygende gentagelse af mange af Darwins eksperimenter.

Jeg har aldrig set Darwin og hans teori om evolution gennem naturlig selektion blive formidlet bedre på tv. Det er spændende, konkret og Doherty er simpelthen så charmerende i sin glade, nysgerrige og velkvalificerede begejstring, at alle rives med. Darwin’s Garden er slet og ret den bedste udsendelsesrække, der nogensinde er lavet om emnet.

Hele familien sad fuldstændig opslugte af det sidste program i serien. Som forældre så vi, hvordan Doherty formidlede evolution, så børnene ikke alene kunne forstå det, men også blev mindst lige så begejstrede som den glade bonde selv.

Den smiskende reporter
Helt anderledes alvorlig er Andrew Marr, der som vært i voksenserien Darwin’s Dangerous Idea, skulle give os det helt store billede, når børnene var lagt i seng. Marr er en af de mest populære og fejrede politiske kommentatorer i britisk tv. Han gjorde det stive politiske liv i Westminster vedkommende, personligt og engagerende og er for mange briter mere end nogen andre det 21. århundredes politiske tv-ansigt.

Men i hans Darwinprogrammer er han næsten ikke til at klare. Med smiskende selvglæde farer han for licenspengene rundt over hele verden og fyrer den ene store myte af efter den anden i et journalistisk effektbrag, der hellere går efter den hårde punchline og den sort/hvide konflikt end den historisk holdbare fortælling. Det er så overdrevet, kunstigt dramatisk og nogle gange så helt hysterisk, at man bare sidder som måbende tilskuer til Marrs vilde fagter og begynder at tænke over andre ting, for eksempel hvor mange forskellige skindjakker han mon egentlig har, end på at forstå Darwins ideer og deres betydning.

Hvis Marr virkelig har forstået Darwin og evolution, så holder han det for sig selv. Som seer er man i hvert fald ikke meget klogere på nogen af delene efter at have pint sig igennem Darwin's Dangerous Idea.

Peter C. Kjærgaard

[oprindelige udgivelsesdata]