IntroduktionDebatMyterOversættelseArkivetUndervisningForskningevolution.dk

Carl Jørgen Wesenberg-Lund (1867-1955)

Professor i ferskvandsbiologi fra 1922, mag.scient. i naturhistorie 1893, assistent ved afdeling for zoologi og afdeling for fysiologi ved Den Kongelige Veterinær og Landbohøjskole 1893-99, leder af Ferskvandsbiologisk Laboratorium fra 1899, limnolog, entomolog.

Med støtte fra sin mentor, botanikprofessor Eugen Warming, grundlagde Carl Wesenberg-Lund uden for København et laboratorium, der var dedikeret til økologiske studier af søer. Wesenberg-Lunds primære fokus var mikroskopiske organismer og insekter. Hans tilgang havde dybe rødder i traditionel naturhistorie, hvilket inkluderede observationer i naturlige omgivelser samt indsamling af prøver; han var ikke interesseret i eksperimentelt og fysiologisk arbejde. Wesenberg-Lund udgav adskillige populære værker om limnologi, fx Insektlivet i Ferske Vande (København: Gyldendal, 1915), hvori hans religiøse verdensbillede farvede hans beskrivelser af naturens harmoni. Ligesom Warming havde han lamarckistiske holdninger, som han kombinerede med en ikke-dogmatisk religiøs tro. Han var en fremtrædende vitalist og kritisk overfor mutationsteorien og genetik. Sammen med Warming og naturhistorikeren Herluf Winge var han en del af en stærk lamarckistisk bevægelse indenfor naturhistorien i Danmark i det tidlige 1900-tal.
 

Hans Henrik Hjermitslev

Tilbage til oversigten over biografierne