IntroduktionDebatMyterOversættelseArkivetUndervisningForskningevolution.dk

Christian Frederik Lütken (1827-1901)

Professor i zoologi 1885-1901, magister i naturhistorie 1853, dr.scient. 1857, assistent (fra 1882 inspektør) ved Zoologisk Museum 1851-85, specialist i marinzoologi, ekspert i pighuder (Echinodermata).

I 1863 forfattede C.F. Lütken den første detaljerede diskussion af Charles Darwins udviklingslære i Danmark. Den blev udgivet i det populærvidenskabelige magasin Tidsskrift for populære Fremstillinger af Naturvidenskaben, som Lütken var medredaktør af. Ligesom sin mentor og forgænger som professor i zoologi Japetus Steenstrup havde Lütken stor respekt for Darwins videnskabelige arbejde, men han forblev skeptisk overfor hans evolutionsteori. Lütken argumenterede for, at teorien savnede empiriske beviser for at kunne være mere end blot en interessant hypotese. Han skrev flere meget anvendte lærebøger i zoologi. Disse var karakteriserede ved at fokusere på morfologi på linje med den traditionelle naturhistorie, mens fylogenetiske og evolutionære aspekter ikke var fremtrædende. En samling af hans populære forelæsninger i Naturhistorisk Forening blev udgivet som Skildringer af Dyrelivet i Fortid og Nutid (Copenhagen: P.G. Philipsens Forlag, 1880). I disse værker diskuterede Lütken Thomas Henry Huxleys palæontologiske studier. Lütken udelukkede ikke muligheden for, at fugle kunne nedstamme fra dinosaurerne, som Huxley hævdede, men han antog, at det ikke var et bevist videnskabeligt faktum. Selvom Lütken aldrig blev evolutionist accepterede han, at teorien blev behandlet og diskuteret af hans ansatte og studerende, mens han var professor. På denne måde banede han vejen for en gradvis og relativt fredelig introduktion af udviklingslæren ved Zoologiske Institut på Københavns Universitet omkring 1900.

Hans Henrik Hjermitslev

Tilbage til oversigten over biografierne