Poul la Cour (1846-1908)
Højskolelærer, opfinder, magister i fysik og meteorologi 1869, vicedirektør ved Meteorologisk Institut 1872-77, fysik- og matematiklærer ved Askov Højskole 1878-1908.
Forstanderen for den prominente grundtvigske højskole i Askov, Ludvig Schrøder, ansatte Poul la Cour i 1878, da skolen søgte at styrke sit fokus på naturvidenskaberne. La Cour var en dedikeret kristen og Schrøder anså ham for at være et stærkt tiltrængt værn mod positivistiske og materialistiske fortolkninger af videnskaben. La Cour var nyskabende i sin historiske tilgang til undervisningen i naturvidenskab samt i sit arbejde med vindmøller. Hans arbejde med vindmøller havde stor betydning for elektrificeringen på landet. Han var endvidere en ivrig formidler af naturvidenskab. Han udgav flere populære værker om fysik og teknologi, og holdt tusindvis af foredrag på højskoler og i forsamlingshuse over hele landet, i hvilke han kombinerede sin stærke personlige tro med naturens og videnskabens vidundere.
La Cours progressivisme inkluderede dog ikke evolutionslæren. Da Schrøder i 1880 bad ham om at anmelde det apologetiske værk om evolutionær geologi Stenene Råbe skrevet af præsten J.N.L. Dalsgaard for Nordisk Maanedsskrift tog la Cour et ortodokst standpunkt. Dalsgaard forsøgte at forene Bibel og geologi ved at støtte den såkaldte dag-alder teori, der foreslog at skabelsens seks dage skulle fortolkes som geologiske perioder. La Cour kritiserede dette, idet han argumenterede for, at naturlovene først blev introduceret af Gud efter Han havde sat regnbuen på himlen som et tegn på pagten med Noah efter syndfloden. Gennem denne fortolkning af Skriften var la Cour i stand til at opretholde en bogstavelig læsning af skabelsesberetningen, hvilket var almindeligt for ortodokse grundtvigianere og lægfolk på dette tidspunkt. I anmeldelsen adresserede la Cour endvidere spørgsmålet om organisk evolution, men det var uklart i hvor høj grad han ville tillade en begrænset form for transmutation af arterne. Der var dog ingen tvivl om, at darwinismen ikke var accepteret i Askov. Rent faktisk afslørede la Cours afvisning af evolution ikke nogen detaljeret viden om emnet. Han havde formentligt ikke selv studeret Darwins værker, da Askov Højskoles store bibliotek ikke indeholdt Darwins værker før 1909. La Cours afvisning af evolution gik ikke upåagtet hen. Han blev kritiseret af teologen Frederik Jungersen, der advarede imod forsøg på at harmonisere videnskaben og Biblen.
I vinteren 1887-1888 opholdt en gruppe elever, bl.a. Jeppe Aakjær, der var interesserede i Georg Brandes og det moderne gennembruds litteratur, sig på Askov Højskole. Eleverne klagede over, at lærerne ignorerede Darwins teori, og da eleverne efterfølgende dannede deres egen studiegruppe for at diskutere moderne videnskab og litteratur kom det til åben konflikt med lærerne, der erklærede, at de elever, der ikke var villige til at acceptere den kristne og antimaterialistiske atmosfære på skolen skulle blive væk. Indskrænkningen af elevernes ytringsfrihed blev kritiseret af den liberale grundtvigianer Valdemar Brücker, og lærerne på Askov var nødsaget til at forsvare sig. I Danskeren fra november 1988 angreb la Cour tidens udviklingsteorier ved at hævde at Darwins teori og den populære nebularhypotese som Immanuel Kant og Pierre Simon de Laplace var fortalere for, ikke var ægte videnskabelige arbejder. De var i stedet forsøg på at udskifte skabelse med forklaringer baseret på samtidige naturlove. Disse love kunne dog ikke nødvendigvis forklare naturfænomener i tidligere perioder. Som la Cour havde argumenteret for i 1880 kunne det hævdes, at de naturlove, der virker i dag, ikke er særligt gamle, men havde deres oprindelse efter syndfloden. Ifølge la Cour var det et spørgsmål om temperament, om man foretrak evolution eller skabelse. Normalt ville religiøse mennesker foretrække det sidste og ikke-religiøse det første, antog han. Et kompromis var ikke muligt. Hvis der blev insisteret på at anvende videnskabelige metoder til at vælge imellem evolution og skabelse, foreslog la Cour at man vendte sig mod matematikken. La Cour argumenterede ved hjælp af sandsynlighedsberegninger for, at den darwinistiske idé om evolution gennem tilfældighed var usandsynlig. Han anslog, at sandsynligheden for, at jorden havde udviklet sig til, hvad den var nu ved tilfælde, blot var en til seks millioner.
Hans Henrik Hjermitslev
