IntroduktionDebatMyterOversættelseArkivetUndervisningForskningevolution.dk

Mads Jepsen (1868-1916)

Redaktør, forfatter, teologistuderende 1887-1892, redaktør for Folkelæsning 1901-1916.

Gennem en vidtspændende intellektuel færd var Mads Jepsen blevet bekendt med de store kulturelle bevægelser, der var i hans samtid. Han havde en evangelistisk baggrund som medlem af Indre Mission, men konverterede til Brandes-inspireret fritænkning i 1890erne. Da han i 1901 lancerede det populære ugeblad Folkelæsning, havde han genfundet sin kristne tro og identificerede sig med den grundtvigianske gren af den danske folkekirke. I Folkelæsning kritiserede Jepsen sine tidligere allierede, Brandes-tilhængerne, samt socialister og nygrundtvigianske modernister som Valdemar Brückner, der forsøgte at putte litterær realisme og evolutionsteori ind i et kristent verdensbillede. Folkelæsning var det foretrukne talerør for jesuitten og antidarwinisten Amandus Breitung, som var den mest prominente evolutionsdebattør i ugebladets artikler. Jepsen skrev dog også selv om Charles Darwin og evolution. Han støttede Breitungs vurdering af, at darwinismen var en teori på vej i glemslen.

Hans Henrik Hjermitslev

Tilbage til oversigten over biografierne