Livets mangfoldighed er i fare
24. november var årets sidste officielle Darwindag i 2009. På Royal Institution i London i den gamle foredragssal holdt British Council ”Origin Day” – oprindelsesdag – for at fejre 150-året for udgivelsen af Om Arternes Oprindelse. Det var den sidste Darwinmærkedag i 2009. Men det var ikke det sidste ord om Darwin.
Et større ansvar
Dagens hovedtaler var E. O. Wilson, professor på Harvard University og en af de helt store skikkelser i de sidste mange årtiers evolutionsforskning. Blandt mange andre ting er han en af grundlæggerne af sociobiologien og evolutionær psykologi.
Desværre havde han fået lungebetændelse og kunne med sine 80 år ikke klare rejsen over Atlanten. Men vi blev ikke snydt. I en videotransmission fra sit hjem i Boston dukkede han op på storskærm og ønskede alle en god Darwindag.
Men det blev ikke ved det. I et skarpt indlæg brugte E. O. Wilson Darwin og anledningen til at tale om vores moralske forpligtelse til at skabe en ordentlig fremtid for livets mangfoldighed, eller, med et andet ord, klodens biodiversitet.
Darwin gjorde klart, at alt liv på jorden har det fælles eksistensvilkår, at vi er overladt til os selv. Det har givet os en stor frihed. Men med den kommer ansvar, argumenterede Wilson. Som den eneste art, der er i stand til at opnå den indsigt og bruge den, har vi en forpligtelse til nu at tage det ansvar på os og værne om den biodiversitet, som vi gennem generationer har været kun alt for ivrige for at reducere.
Mennesker eller meteorer
Debatten der fulgte bar præg af den moralske opsang. Et af spørgsmålene til dagens panel af eksperter gik på, hvad der var værst for livets mangfoldighed: den meteor, der var med til at udrydde dinosaurerne eller mennesket i dag.
Det er naturligvis umuligt at svare på. Men sammenligningen sad fast: homo sapiens er uden sammenligning det største skadedyr kloden endnu har set.
Mennesket er en invasiv art
Vi taler og frygter i dag såkaldte ”invasive arter” som utroligt skadelige for lokale og sårbare økosystemer. Den slags er altid mest synligt og vedkommende, når det foregår i vores egen baghave. I Danmark kan alle samles om at hade dræbersneglene, og det er let at overbevise os selv og hinanden om invasive arters skadelige virkning.
Men retter vi blikket mod os selv er det smerteligt tydeligt, at vi selv er tidens mest både succesfulde og ødelæggende invasive art.
I et evolutionært perspektiv har vi, Homo sapiens, med vores cirka 200.000 år kun været her i et kort glimt. Men i løbet af den tid har vi spredt os fra Afrika over hele jorden til de mest afsidesliggende og barske egne. Det er der ikke mange arter, der kan hamle op med. Og der er ingen af dem, der har trukket et så tydeligt spor og helt konkret ændret landskaber og livsbetingelser for andre arter, der ikke har haft andet valg end at tilpasse sig – eller uddø.
Darwin hjalp os med sin teori og udgivelsen af Om Arternes Oprindelse til at forstå baggrunden for livets mangfoldighed. Han kan ikke hjælpe os med at passe på den. Det skal vi selv. Og det er vi nødt til. Vi kan ikke være andet bekendt.
Peter C. Kjærgaard