Darwins globale succes

Hvorfor taler vi stadig om Darwin? Hvordan kan det være, at ethvert barn på gaden, selv i dag, ved hvordan han ser ud? Hvordan kan det være, at alle, stort set, over hele kloden—200 år efter han blev født, 150 år efter han udgav Om Arternes Oprindelse og 127 år efter hans død—har en mening om ham? Og endelig, hvad var det der gjorde, at han allerede i sin levetid blev genstand for så megen opmærksomhed, at han blev den første egentlige videnskabelige celebritet? Præcis som nutidens kendte personer: en person i offentlighedens afslørende og ubarmhjertige rampelys—kendt, omdiskuteret, portrætteret, afbildet, sladret om, jublet over, grinet af, beundret, misundt og bandet over.

Faktisk, så var det også noget, der undrede Darwin selv. Det var ham et stadigt mysterium, hvordan det kunne være, at folk kunne genkende ham, selvom de aldrig havde mødt ham. Det var til stor morskab for børnene, der grinede af, at deres far ikke så forbindelsen mellem dette, avisportrætterne og de mange Darwinpostkort, man kunne købe i London.

Darwin var en berømthed. Han blev fejret, oversat, kopieret og udskældt; særligt på grund af tre ting:

1) Opgøret med tanken om, at hver art var skabt hver for sig og uafhængigt af andre.

2) At naturen ikke havde hverken mål eller formål.

3) At mennesket mistede sin privilegerede plads i naturen og fra nu af blot var et dyr blandt andre.

I sidste instans var alt liv i familie: bier og blåmejser, myg og mus, virus og valmuer. Og i denne store familie var aberne menneskets nærmeste slægtningen. Det var tre chok for den ellers meget afslappede britiske religiøsitet. Man kom sig dog hurtigt. Darwins ideer var stadig for kontroversielle for nogle, men for de fleste blev de naturaliserede og neutraliserede i forskellige teologiske fortolkninger, der viste rummeligheden i et stadigt mere tolerant og åbent victoriansk samfund.

Man grinede og gyste over ”abeteorien”. Man frygtede og diskuterede konsekvenserne. Men Darwin blev ikke udstødt. Tværtimod blev han fejret som en af nationens sønner og den største videnskabsmand siden Newton, måske nogensinde. Darwin blev taget ind af den anglikanske kirke—og fik en statsbegravelse i Westminster Abbey. Man ønskede ikke noget udestående med ham. Han fyldte allerede for meget. Han var blevet for stor, for uomgængelig og, som det tørt blev bemærket i The Times, så havde den engelske kirke mere brug for Darwins begravelse, end den havde brug for kirken.

Darwin var blevet så stor i sin samtid, at han kunne stå alene. Det kunne han, fordi han havde vist, at videnskaben kunne stå alene. Og hvis nogen bliver så store, at de kan stå alene—ja, så får de sjældent lov til det. Darwin blev efter sin død overtaget, annekteret, udbyttet og tilpasset så mange forskellige dagsordner i så mange forskellige sammenhænge og i så mange forskellige lande, at det efterhånden kunne være svært at finde ud af, hvem han var, hvad han sagde, og hvad han stod for.

Var det et nyt syn på livet? Var det en kamp mod Gud? Var det et forsvar for Gud? Var det en amoralsk teori? Var det en kamp mod slaveri? Var det en fastholdelse af det bestående samfund? Eller var det en farlig samfundsomstyrtende teori? Var han ond? Var han god? Var han udspekuleret, lusket og havde hemmelige dagsordner? Eller var han naiv og lidt tung i det? Var han farlig eller uskadelig? Det var mange bud—og som årene gik, efter hans død, kom der flere til.

Hvordan kan det være? Hvordan skete det? Når vi i dag ser på Darwins videnskabelige arv—evolutionsteorien med naturlig selektion som den afgørende mekanisme, der driver udviklingen, og opgøret med tanken om formål i naturen, med biologiske hierarkier, der sætter mennesket øverst som naturens absolutte hersker—så vil vi gerne sige, at det var på grund af Darwins blændende videnskabelige arbejde, konsekvenserne af hans tanker for vores forståelse af livet på jorden, der gjorde det—det der gjorde Darwin så berømt.

Der skulle bare mere til end et vigtigt videnskabeligt gennembrud. Alle, jorden rundt, diskuterede Darwin og hans tanker—fordi de kunne gøre det. Det var ikke fordi, de alle havde læst hans bog, eller hans bøger. En af de vigtigste forudsætninger var, at hans ideer kunne kommunikeres til rigtig mange mennesker meget langt væk fra det rolige landsbymiljø i Kent, øst for London, hvor Om Arternes Oprindelse blev skrevet.

Sammenfaldende med udgivelsen af Om Arternes Oprindelse fandt der en revolution i trykkekunsten sted. Det var nu muligt at trykke meget mere, meget billigere og oven i købet med mange flere illustrationer. Samtidig betød den generelt forbedrede uddannelse og højere levestandard, at der nu var langt flere, der kunne læse og havde råd til det. Aviser, blade, magasiner og tidsskrifter voksede op og spredte nyheder, historier og meninger over hele jorden. Og her var Darwin et både godt og varmt emne. Det var mindre gennem sine bøger og mere gennem populære og folkelige medier, at han blev Englandsberømt—og verdensberømt.

Men det er bare ikke forklaring nok. Der er ingen, der i dag ved hvordan Michael Faraday ser ud. Hvem kan genkende James Clerk Maxwell? Og hvor mange diskuterer nu Ludwig Boltzmann over søndagskrydderen. Informationsinfrastrukturen var på plads for Darwins globale succes. Men den virkede kun for ham, fordi han kunne give den lige præcis det, den havde brug for: noget at tale om. Den vigtigste kilde til forståelsen af Darwins globale succes er, at Darwin fik os til at spørge. Han fik os til at tænke.

Selvom man ikke forstod Darwin. Oven i købet selvom man ikke var enig med Darwin, så rørte han ved det mest centrale af alle de spørgsmål, som vi mennesker—de mest selvoptagede dyr på kloden—alle sammen gik og tumlede med: hvem er vi, og hvor kommer vi fra? Hvad vil det sige at være menneske, og hvilken plads indtager vi i naturen? Darwin blev en anledning til at diskutere os selv. Han blev et offentligt fantom, der antog skikkelse efter dem, der talte om ham, efter dem, der brugte ham til lige netop det, de ville. Og hans stridsvogn var den moderne informationsteknologi. Men da havde Darwin for længst mistet kontrollen over, hvem Darwin var. Der var ingen, der havde patent eller særlige rettigheder. Slet ikke på det sted, hvor Darwin blev til den person, vi alle kender, genkender, elsker eller ærgres over—den person, der gav os den naturlige forklaring på livets udvikling og i dag står lysende klart som en nøgleperson til at forstå, hvordan vores moderne verden blev til.

Peter C. Kjærgaard

[oprindelige udgivelsesdata]