Holger Christian Begtrup (1859-1937)

Grundtvigiansk højskoleleder, kandidat i teologi 1880, underviser ved Askov Højskole 1882-95, forstander på Frederiksborg Folkehøjskole 1895-1925, ekspert i nordisk filologi og N.F.S. Grundtvigs historiefilosofi, bror til Eline Begtrup.

I 1880erne var den unge Holger Begtrup en populær underviser ved Askov Højskole. Han inspirerede eleverne ved at introducere moderne, realistisk litteratur og ved at debattere aktuelle politiske og sociale emner i sine litteraturforelæsninger. Modsat de fleste samtidige grundtvigianere var Begtrup åben for nogle af de idéer, som Georg Brandes og hans bevægelse advokerede for. Omkring århundredeskiftet blev han den førende specialist i N.F.S. Grundtvig i højskolebevægelsen og en indflydelsesrig fortolker af Grundtvigs levned. I 1886 sendte han et stærk signal, da han ved et kirkeligt møde bekendtgjorde, at kristne kunne tage ved lære af den moderne videnskab og fritænkere. Han argumenterede for, at samtidige videnskabelige teorier om nedarvning passede godt på bibelske idéer som arvesynden og den trælbundne vilje. Begtrups forsøg på at indføre positivistiske og Georg Brandes-inspirerede idéer i det grundtvigianske intellektuelle bagland gik ikke ubemærket hen. Han blev heftigt angrebet af sine grundtvigianske kolleger og den konservative presse, der beskyldte ham for fritænkning og ateisme. Hans arbejdsgiver, Ludvig Schrøder, fandt det nødvendigt at udgive en modereret udgave af Begtrups forelæsning i Nutidsspørgsmål (redigeret af L. Schrøder, København: Karl Schønbergs Forlag, 1887) for at stilne vandene.

Denne polemik fik i nogen grad Begtrup til at tie, og han skulle om på den anden side af århundredeskiftet, før han igen behandlede spørgsmålet om den moderne biologiske videnskab, denne gang som forstander for sin egen højskole, da han offentligt forsvarede undervisning i darwinisme i Højskolebladet. I 1909 udgav han Det Danske Folks Historie (København: Gyldendal, 1909). Heri genfortolkede Holger Begtrup Grundtvigs idealistiske filosofi ved at begrænse sin Geistesgeschichte til Danmark i det nittende århundrede, og opgav i den forbindelse den enorme emnemæssige spændvidde ved at skrive en universel historie i stil med Grundtvigs. Begtrups tidligere forstander, Schrøder, havde troligt undervist sine elever i Grundtvigs Haandbog i Verdens-Historien, der inkluderede bogstavelige fortolkninger af bibelen. Men efter historiekritikkens gennembrud, der bl.a. satte spørgsmålstegn ved ophav og autenticitet af Grundtvigs foretrukne emner, bl.a. Det gamle Testamente og de nordiske sagaer, kunne ambitionen om at skrive en universel historie ikke vedligeholdes blandt den yngre generation af de universitetsuddannede grundtvigianere.

I sit historiske værk accepterede Begtrup evolutionsteorien og ærede Darwin og Herbert Spencer som eminente videnskabsmænd, mens han advarede mod de materialistiske konklusioner draget af den ’fanatiske’ tyske darwinist, Ernst Haeckel. Begtrup insisterede på, at evolutionismen nu var accepteret i alle videnskabens grene, men beroligede sine læsere med, at de overdrivelser og spekulationer, der var fulgt i kølvandet på 1870'erne, da Georg Brandes og J.P. Jacobsen havde introduceret teorien, mere eller mindre var forsvundet. Begtrup var medlem af det liberale parti Venstre, og han tilsluttede sig progressive idéer i tråd med Grundtvigs teleologiske syn på historien. Han var dog ikke, modsat mange liberale teologer i Amerika og England, en fortaler for den progressive evolutionisme i et forsøg på at forsone darwinisme og kristendom. I stedet begrænsede han sin behandling af evolution til kun at omhandle de videnskabelige resultater, som teorien havde medført. Dette var en typisk strategi i kampagnen for at få grundtvigianerne til at acceptere darwinismen.

Hans Henrik Hjermitslev

Tilbage til oversigten over biografierne