IntroduktionDebatMyterOversættelseArkivetUndervisningForskningevolution.dk

Retten til fortiden

Hvem har mest ret til et menneskeskelet? Skal et fossil undersøges eller begraves?
Fra et forskningsmæssigt perspektiv er svaret klart: sjældne fund af forhistoriske efterladenskaber fra mennesker kan give os uvurderlig viden om homo sapiens’ variation, migration og evolution. Naturligvis skal fundene undersøges af forskere. Men helt så enkelt er hverdagen ikke. Forskningen er i dag fanget i et globalt, politisk korrekt spil om retten til fortiden.

Begravelse eller videnskabelig undersøgelse?
En af talerne til Aarhus Universitets Molekylærbiologiske Instituts årsmøde i 2009 var den danske stjerneforsker i meget gammelt DNA, professor Eske Willerslev, fra Københavns Universitet. I en hvirvelvind af tekniske detaljer, fantastiske historier, held og hårdt arbejde tog han de mange tilhørere jorden rundt i jagten på genetisk materiale fra fortiden. Vi kom omkring den sibiriske tundra, Nordgrønlands uvelkomne klima, huler i midtvestens USA og Nationalmuseets kælder.

Det myldrer med for længst uddøde dyr og planter i Willerslevs hverdag. Her suser han hjemmevant rundt fra mammutter og moskusokser til mus og mennesker. De mange, store uddøde pattedyr er fascinerende, men sjældent kontroversielle. Ikke desto mindre har Willerslev et mod til at gå stik imod konventionel viden og udfordre os videnskabeligt lige der, hvor det nogle gange gør ondt, og der i hvert fald altid sker noget. Det er imidlertid ikke altid, at de ophedede diskussion holder sig til videnskabens verden.

Kennewickmanden
Når det gælder menneskets fortid, er der pludselig mange andre end blot videnskabelige interesser på spil. Det blev sat på spidsen i sagen om ”Kennewickmanden”. I 1996 blev et kranium opdaget i Columbia River i staten Washington. De efterfølgende undersøgelser førte til fundet af flere skeletrester. Det ville have gået helt upåagtet hen, hvis ikke en antropolog slog fast, at der var tale om et meget gammelt skelet og oven i købet, at det måske kunne være af europæisk oprindelse.

Så var indfødte amerikanske grupper straks på banen. Under henvisning til NAGRPRA – Native American Graves Protection and Repatriation Act – der siden 1990 gav ”indfødte amerikanere” retten til menneskelige efterladenskaber, hvis de kunne bevise kulturelt eller stammetilhørsforhold, gjorde man krav på Kennewickmanden. Efter en årrække gennem det amerikanske retssystem blev det fastslået, at de fem stammer, der gjorde krav på Kennewickmanden, ikke kunne etablere tilstrækkeligt bevis for deres tilhørsforhold. Forskerne fik derefter igen lov til at studere fundet.

Den første sensationelle annoncering af mulig europæisk oprindelse holdt ikke. Resultaterne af undersøgelserne er stadig i gang med at blive publiceret, og vi kan fortsat vente mange spændende resultater af fundet, som vi ellers måtte have undværet, var det gået anderledes ved domstolene.

I det ansete tidsskrift Science konkluderede Eske Willerslev og et hold af internationale forskere i 2008 på baggrund af analyser af gammelt DNA fra afføring fundet i nogle grotter i staten Oregon, at der var mennesker i Nordamerika for mere end 14.000 år siden – før den konventionelle opfattelse og dateringen af den såkaldte Clovis-kultur. Det var starten på et større forskningsprojekt om de første mennesker i Nord- og Sydamerika, hvor Willerslev og hans kolleger igen og igen mærker, at kampen om retten til fortiden langt fra er ovre.

Druider i kælderen
Det mærker vi også på Leverhulme Centre for Human Evolutionary Studies på Universitetet i Cambridge. Vi har mere end 20.000 skeletter i kælderen i den såkaldte Duckworth Collection, fund indsamlet fra hele verden af Cambridgefolk gennem århundreder. Der er jævnlige krav fra folk rundt om i verden, der ønsker at få fund tilbage – ikke så de kan studeres, men så de kan begraves. Det er et vanskeligt og ømtåleligt emne. Hvis fundene bliver begravet, mister vi for altid en vigtig ressource til at forstå vores fælles fortid, udvandring, udvikling og forskellighed.

Et af de mere kuriøse krav kommer ikke så langt væk fra. Den Britiske Druide Orden har forsøgt at gøre krav på de britiske skeletter i vores samling. Det skete under henvisning til en påstået ældgammel religiøs og kulturel forbindelse. Der er bare det, at ordenen voksede ud af 1970ernes fascination af en mytisk fortid og har altså historisk set mindre krav på skeletterne end kulminearbejderne i Yorkshire.

Da deres krav blev pure afvist, forsøgte de sig med en nyt og mindre ambitiøst forslag: kunne det måske lade sig gøre at udføre et druidisk ritual i vores kælder for at stede de britiske skeletter til ro? Det kunne det ikke. Døren er lukket for druiderne. Men kampen om menneskets fortid fortsætter.

Peter C. Kjærgaard

[oprindelige udgivelsesdata]