IntroduktionDebatMyterOversættelseArkivetUndervisningForskningevolution.dk

Evolution er ikke religion

I 2009 var den helt gal i Canada. Videnskabsminister Gary Goodyear begyndte året i modvind. Senere trak det op til storm. Først skar Goodyear kraftigt i grundforskningsbevillingerne. Det var ikke populært. Og efterfølgende rodede han sig ud i en giftig sag. Unødvendigt, mener nogen. Uheldigt, mener andre. Utilstedeligt, mener canadiske forskere. Det kan man godt forstå.

”Det er ikke passende at spørge mig om religion”
Det startede egentlig meget godt. En af Canadas førende aviser, The Globe and Mail, ville lave en portrætartikel om Goodyear. Dels ville de give ham en fair chance for at forsvare sig imod den massive kritik, regeringens forskningspolitik er udsat for. Og dels ønskede man at skrive en "human interest" historie, så læserne kom til at lære ham bedre at kende. Interviewet handlede derfor i stor udstrækning om Goodyear som person. Det gik fint.

Men så spurgte journalisten, om videnskabsministeren troede på evolution. Det gik ikke så fint.

”Jeg vil ikke besvare det spørgsmål. Jeg er kristen, og jeg mener ikke, det er passende at spørge mig om min religion”.

Det kan man så være enig eller uenig i. Hvis ens religiøse overbevisning betyder, at man som videnskabsminister ikke vil anerkende fundamentet for en stor del af al biologisk og medicinsk forskning, så er det i høj grad et passende spørgsmål. Ikke mindst fordi man med rette kan frygte, at det påvirker den politiske beslutning om fordelingen af forskningsmidlerne.

Canadiske forskere er aktuelt dybt bekymrede over den, ja, undskyld udtrykket, næsten religiøse fejring af anvendt og hurtig omsættelig forskning. Forskning handler om at producere masser af varer, hurtigt, billigt—og i Canada. Det handler ikke om erkendelse, indsigt i naturen og vores plads i den. I en landsbyagtig købmandsmentalitet bliver innovation synonymt med forskning, selvom det i virkeligheden bare handler om, hvordan man får en god fidus. Væk er enhver forståelse af, hvad forskning faktisk er, og hvad der ligger til grund for den videnskabelige og teknologiske udvikling, som alle er enige om udgør grundlaget for fremtidens økonomi og samfund.

Man skal ikke høre længe på videnskabsminister Gary Goodyear, før man finder ud af, at der er grund til bekymring.

”at gå på cement”
Alle tolker videnskabsministerens svar på samme måde. Han vil ikke besvare spørgsmålet, fordi han ikke accepterer evolutionsteorien. I et tv-interview prøvede han at tage toppen af den massive kritik. Det blev til en vanskelig tur henover isen i klassisk Bambi-stil. Goodyear forklarede, at han ikke ville besvare spørgsmålet forleden, fordi det ikke er relevant i forhold til hans job at bestyre videnskabs- og teknologiministeriets portefølje. Det var heller ikke relevant i forhold til, hvad der i dag bekymrer canadierne, nemlig at de mister deres jobs, og at økonomien går dårligt.

”Videnskaben skal støttes for at skaffe nye jobs og finde ud af at helbrede sygdomme. Det er hvad der er relevant.”

Inden hans hurtigt etablerede, selvrosende jubeltale blev afbrudt af journalisten, lykkedes det ham lige akkurat at affyre det euforiske: ”vi skal have videnskaben ud på fabriksgulvet”.

Men hvad så med evolution? Troede han virkelig ikke på det?

”Selvfølgelig tror jeg på evolution. Vi udvikler os hele tiden, hvert årti. Det er en kendsgerning. Om det så er fordi vi vænner os til solens stråler, eller, og nu taler jeg som kiropraktor, at vi vænner os til at gå på cement, med løbesko eller høje hæle, ja, så tilpasser vi os vores omgivelser”.

Den canadiske videnskabsminister var tydeligvis glad for sit svar. Og det kan man godt undre sig over. Af de mange jammerlige misforståelser om evolution, som jeg er stødt på, har jeg sjældent hørt noget lignende. Det bygger på så helt ufattelig en misforståelse af, hvad evolution er, at han umuligt selv kan tro på det. Det gør han naturligvis heller ikke.

Gary Goodyear ved godt, at biologisk evolution er noget helt andet. Men med glitrende tandsmil og håbløst politisk spin, forsøgte han at undvige det egentlige spørgsmål. Det gik bare ikke så godt.

Evolution er ikke religion
Det værste er ikke, at man i Canada har en potentiel kreationist som videnskabs- og teknologiminister. Nej, det værste er, at manden med pengene mener, at evolution er et spørgsmål om tro og selv øjeblikkeligt taler om det i en religiøs sammenhæng.

Det er absurd. Og fra en videnskabsminister er det uhyggeligt. Det viser en så skræmmende mangel på viden om moderne videnskab, at det får en til at gyse over, at det her kommer fra en person med magt, penge og indflydelse i et land med en selvforståelse som det mest civiliserede i Nordamerika. Enhver af mine studenter ville dumpe øjeblikkeligt, hvis det kom fra dem.

Når Gary Goodyear ikke vil besvare spørgsmålet, om han tror på evolution, fordi han er kristen, så dumper han. Sådan kan man ganske enkelt ikke svare. Hvad med pladetektonik? ”Jeg vil ikke besvare spørgsmålet, fordi jeg er muslim”. Termodynamik? ”Jeg vil ikke besvare spørgsmålet, fordi jeg er jøde”. Tyngdekraft? ”Jeg vil ikke besvare spørgsmålet, fordi jeg er hindu”. Undvigemanøvren er bare pinlig.

Ingen videnskabelig teori er religion. Evolution er ikke religion. Viden er ikke tro. Det er ikke til at holde ud, at de to ting konstant bliver blandet sammen. Nu må det høre op.

Peter C. Kjærgaard

[originale udgivelsesdata]