IntroduktionDebatMyterOversættelseArkivetUndervisningForskningevolution.dk

Darwins skatkammer

Hvorfor i alverden skulle man gemme Darwins originalmanuskript til Om Arternes Oprindelse? Enkelte forbitrede antievolutionister rundt omkring ville sikkert sige, at det skulle man da heller ikke. Men evolutionsforskere, Darwinentusiaster, arkivarer og samlere verden over ville ikke være i tvivl.

Darwins originalmanuskript er uvurderligt. Her kan man følge tilblivelsen af en af de mest indflydelsesrige bøger i verdenshistorien. I dag eksisterer der kun godt 30 sider. De fleste af dem bliver opbevaret på Universitetsbiblioteket i Cambridge. Men det var ikke på grund af Darwin, at siderne blev gemt for 150 år siden.

De første noter om arternes forandring
I maj 2009 var min forskningsgruppe fra Aarhus Universitet på besøg i Cambridge. Alison Pearn fra det uforlignelige Darwin Correspondence Project havde inviteret os på et helt særligt besøg i manuskriptrummets bageste og sikreste lokale. Sammen med kollegerne Shelley Innes og Paul White gav hun os en oplevelse, som kun er de allerfærreste forundt.

På to store borde havde de lavet en helt speciel opstilling af de mest fantastiske skatte fra universitetets Darwinsamling. Her var stort set alt, hvad man kunne forestille og ønske sig. Vi så dag- og notesbøger fra Darwins Beaglerejse, studerede hans egne og meget omhyggelige geologiske noter og kort fra Sydamerika, og gik alle i stå i passagen fra Gálapagos øerne, hvor han skrev, at det var værd at undersøge øernes dyreliv nærmere, fordi ”det kunne rokke ved opfattelsen af arternes stabilitet”.

Med feltnoterne i hånden stod vi overfor en af de klassiske og helt afgørende passager i videnskabernes historie, hvor Darwin i 1835 samlede sine iagttagelser i tanker, der over de følgende år blev til den evolutionsteori, vi kender. For en historiker og evolutionsforsker kunne det ikke blive meget større. Men eventyret i arkivet blev ved.

Victoriansk ”cut and paste”
Vi morede os over noterne, hvor Darwin overvejede, hvorvidt han skulle gifte sig eller ej. Som i alle livets spørgsmål gik han videnskabeligt til værks og opregnede ad flere omgange fordele og ulemper. Han endte dog med at konkludere, at en hustru trods alt var bedre end en hund, og friede efterfølgende til sin kusine Emma Wedgwood. Der var dog ingen tvivl om Darwins forelskelse og hengivenhed, der varede livet ud. Det var gensidigt. Det var Emma, der gemte alle Darwins private noter; også dem, der handlede om hans frieri.

Vi så eksempler på hans meget omfattende korrespondance med naturforskere og alle mulige andre, der kunne hjælpe ham med oplysninger om dyr, planter, geologiske formationer, jordbundsforhold, måder at udtrykke følelser på, parringsadfærd, frø, fladfisk og fossiler i en uendelighed af detaljer og kendsgerninger om jorden og alt dens liv.

Her kunne vi se, hvordan Darwin brugte oplysninger fra sine korrespondenter som videnskabelige noter ved at klippe og klistre små passager ind blandt sine egne notater i en kæmpemæssig forskningsmosaik, der endelig og efter årevis af lange, omhyggelige studier fandt vej til hans artikler og bøger.

Børnetegninger
Men blandt alle de mange Darwinskatte var det alligevel manuskriptet til Om Arternes Oprindelse, der fik mest opmærksomhed, ikke mindst fordi der er knyttet en særligt rørende historie til deres overlevelse. Darwins kladder var intet andet end kladder. Vi kender det alle sammen. Hvis de ikke er noget særligt, så ryger de ud, eller også bliver de genbrugt i anden sammenhæng. Og det var lige præcis det, der skete med Darwins manuskript til Om Arternes Oprindelse.

Travle far skrev kun på den ene side og efterlod den anden blank og perfekt som tegnepapir for børnene. Alle de eksisterende manuskriptsider har derfor børnetegninger på bagsiden. I Darwinhuset gemte man altså ikke siderne på grund af fars videnskabelige arbejde, men på grund af børnenes tegninger. Faktisk har ingen sider uden tegninger overlevet.

En af de fineste er sønnen Horaces sirligt udformede våbenskjold under den naturlige overskrift for en 8-årig dreng mere optaget af ridderhistorier end evolution: ”Sir Horace Darwin”. Den fine krølle på historien er, at Horace med tiden faktisk blev Sir Horace, om end han ikke kom til at bo i den borg, man finder på bagsiden af en af de andre manuskriptsider.

Peter C. Kjærgaard

[originale udgivelsesdata]