Eduard Osvald Geismar (1871-1939)
Professor i systematisk teologi 1921-1939, kandidat i teologi 1894, pastor i Veggerslev og Villersø 1899-1908, i Randers 1908-1917, og i København 1917-1921.
Som liberal teolog tog Geismar villigt imod den religiøse udfordring, der opstod i mødet mellem radikalisme og naturvidenskaben omkring 1900. Han udgav et omfattende studie af evolution med titlen Kristendom og Udvikling (København: Gads Forlag, 1903). I værket, som var den mest detaljerede religiøse respons på darwinismen i Danmark i perioden 1859-1920, genfortolkede Geismar kristne dogmer med henblik på evolution. Han accepterede teorien om fælles afstamning og forklarede udformningen af etik ved at understrege samarbejde som en væsensgivende faktor for menneskets udvikling. I sin behandling af den evolutionære proces integrerede han darwinske og lamarckistiske faktorer og kombinerede disse med et element, der transcenderede naturhistorie; nemlig Kants koncept om en universel, iboende moralsk lov i ethvert menneske, der henførte til det guddommelige. På denne måde gjorde han en klar skelnen mellem moralens naturlige opkomst og dens absolutte gyldighed. Geismars liberale syn på darwinismen blev kritiseret af andre protestanter, som bestemt mente, at han gav for meget vægt til fritænkernes og naturhistorikernes synspunkter. Han blev langsomt isoleret på teologisk institut, da Rudolf Bultmanns og Karl Barths nye teologiske idéer fik medvind sidst i 1920erne. Selv om Geismar var en af de første danske teologer, der diskuterede eksistentiel teologi, så var han ikke villig til at drage de samme, radikale konklusioner som de unge teologer, der tog Barths idé om en total adskillelse af kristendom og kultur til sig.
Hans Henrik Hjermitslev
